Så skal der ses, tales om og nørdes film i alle afskygninger!
Filmklubben på PLADS23 er en åben klub for alle nysgerrige filmelskere, som ønsker at dele deres interesse med andre.
Vi mødes én gang om måneden og ser en film, der er nøje udvalgt af Filmklubbens vært Bjarke.
Vi ser filmen sammen og dykker ned i forskellige temaer. Nogle gange i selskab med spændende gæster og relevante oplægsholdere, andre gange indleder vi filmen med en middag, der passer til filmens univers - eller også klippe-klistrer vi imens.
Kom og vær med i Filmklubben. Det er ganske gratis!
TORSDAG / 07.12.23
kl. 19.00–21.00
FILMKLUBBEN præsenterer: Den (måske) mest bizarre julefilm nogensinde ... og så foregår den på Mars!?!
Det er jul. Det betyder både juleklip, juleglögg og juleknas. Det betyder i Filmklubben på PLADS23 også julefilm. Men naturligvis ikke hvilken som helst julefilm.
Vi skal nemlig en tur til Mars, da julemanden kidnappes af marsboere, der mangler en julemand til at dele gaver ud til deres børn.
Det lyder aldeles syret. Det er det så absolut også. Det er også en julefilm, som ingen anden.
Udover at forsøge at komme i julestemning med den måske mest bizarre julefilm nogensinde, skal vi også juleklippe, drikke juleglögg og generelt bare have det julet.
Man er velkommen til at komme i sit bedste juleoutfit. Det er jo trods alt jul.
FILMKLUBBEN PÅ PLADS23 Efterår/vinter 2023
TORSDAG / 17.08.23
Filmklubben præsenterer: Skør, skøn og skummel klovne-gyser-komedie fra 80'erne.
- Oplæg om uhyggelige klovne på film + filmvisning.
SØNDAG / 17.09.23
Filmklubben præsenterer: Sean Connery i sexet fremtidsoutfit i syret science fiction-film.
– Snackmenu der matcher filmen + filmvisning.
TIRSDAG / 31.10.23
Filmklubben præsenterer: Vampyrdræberen som cheerleader inden Sarah Michelle Gellar tog over.
– Oplæg om vampyrer på film + filmvisning.
TORSDAG / 16.11.23
Filmklubben præsenterer: Filmkvinder i junglen - på eventyr i afsøgende billeder og undersøgende lyd.
– Kortfilmsvisninger + oplæg ved tonemester Anne Gry Friis Kristensen og filmfotograf Maria von Hausswolff
TORSDAG / 07.12.23
Filmklubben præsenterer: Den (måske) mest bizarre julefilm nogensinde ... og så foregår den på Mars!?!
– Juleklip + glögg + filmvisning
Klubbens vært, Bjarke Friis Kristensen, er kæmpe filmnørd og arbejder til dagligt som skribent hos kino.dk – og ser derfor naturligvis vildt mange film. Han er i biografen flere gange ugentligt, mens hjemmebiografen også bruges flittigt med en omfangsrig filmsamling, der bugner af alt godt fra filmens verden.
Bjarke er altid frisk på en filmisk diskussion, bl.a. om hvorvidt Nicolas Cage nu også ER verdens bedste skuespiller, hvorvidt ’ When Harry Met Sally...’ nu også ER bedre end ’Sleepless in Seattle’ eller om ’The Texas Chain Saw Massacre’ nu også ER en sommerfilm.